Resume af Carsten Jensen´s Simultane dialoger

For mange voksne handler socialt samvær om at være fysisk tilstede og kunne se den anden i øjnene. De unge derimod bruger de nye kommunikationsmidler som mobiltelefoner eller messenger og chat til at opretholde de sociale kontakter. For en del voksne virker de unges mobiltelefoner mere forstyrrende på det sociale samvær. De unge kan kommunikere med venner og derved deltage i det sociale liv døgnet og verden rundt. Carsten Jessen beskriver følgende situation: selvom teenageren er på ferie med familien, deltager den unge i begivenhederne derhjemme ved at opretholde kontakten via SMS. Forfatteren siger klart, at mobiltelefonen er et vigtigt middel for de unge for at opretholde de sociale kontakter, da de i hverdagslivet er udsat for stadige skift i sociale relationer og fysiske rum som for eksempel hjemmet, skolen, venner eller fritidsaktiviteter. På baggrund af den ældre generations opfattelse om hvordan socialt samvær skal finde sted, har en efterskole besluttet at skolen skulle blive mobiltelefon-fri, især i undervisningstiden. Skolens argument for denne fremgangsmåde var, at de unge ikke var nærværende nok og derfor ikke fornuftigt kunne skabe et tæt menneskeligt samvær og styrke det sociale liv, når de hele dagen kommunikerede med deres mobiltelefoner.
Den ældre generation kan have svært ved at se en mening med de unges zapperi og lidt forvirrende hverdag med medierne, men det er her hvor de simultane processer foregår. Selvom det virker forvirrende at se tv, chatte på nettet, sende og modtage sms´er og lave lektier på en gang, kræver det en veludviklet koncentrationsevne, overblik og omstillingsevne til at aktiv kunne deltage i alle de forskellige og samtidige forløb og dialoger. Selvfølgelig er der børn og unge, der er mere urolig, forvirrende og zappende og dermed lever op til den offentlige debats fordomme, men forfatteren henviser til, at disse børn og unge er undtagelser og ikke repræsentative for hele umgdommen. I forhold til efterskolens beslutning mod mobiltelefonerne går de ind i en vanskelig og besværlig kamp. Det vil sandsynligvis ende med at eleverne keder sig ihjel og føler en art ”social klaustrofobi ” i skolens og undervisningens lukkede sociale rum. Forfatteren tror, at uddannelsessystemet står over for en udfordring, der i særlig grad stiller store krav til at bryde med vore vaneforstillinger om at undervisning er noget der skal foregår i lukkede kommunikative systemer.